Mazda 3 2019

Skøn og særlig

Mazda går deres egne veje, og det har altid gjort dem spændende at følge. For det første så har de et helt unikt formsprog med flydende organiske linjer matchet af en reflekterende og dyb metallak. Vi hørte forleden en lille dreng stoppe op helt betuttet foran en Mazda i “soul red crystal” og spørge sin far, om det var en Ferrari. Det var det ikke – men det fuldendte design fortsætter ind i kabinen – modsat Ferrari – med rene linjer og gennemtænkt funktionalitet. Mazda er klart et mærke, der har opgivet at kredse for masserne og i stedet vil sparke dæk med premiummærker som BMW og Audi.

Læs mere

For det andet, så går Mazdas ingeniører mod trenden med små turbo-motorer. I stedet for optimerer de forbruget og udledning på de større motorer. Senest har de udviklet en motor ved navn Skyactive-X på 2.0 liter som yder 180 HK, har et lavt brændstofforbrug, og som har en så høj kompression, at en tynd benzinblanding kan selvantænde ligesom i en dieselmotor.

For det tredje, så kan man ikke bygge sin bil ud fra lange udstyrslister. Der er tre udstyrsniveauer, punktum. Men så følger der også tossemeget med i allerede laveste udstyrsniveau, hvilket er med til at gøre Mazda-biler rimelige prismæssigt. Laveste niveau af den nye Mazda 3 til 250.000 kr. har LED-for- og baglygter, headup-display i farver, indbygget navigation, adaptiv fartpilot, nøglefri start/stop, blindvinkeladvarsel, avanceret nødbremse, knæairbag, vognbaneassistent, 8,8 tommer skærm, delvist digitalt instrumenthus og DAB-radio med otte højttalere.

Men træerne vokser ikke ind i himlen, for noget af teknologien kunne have være bedre, den er ikke nogen oplagt familiebil, og den fås ikke som hybid eller elbil. Nysgerrig alligevel? Så se med her, når vi testkører Mazda 3, 122 hk SKYACTIVE-G, Cosmo.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *