Cupra Tavascan – VW ID. 5 forklædt som ninja

​Du har egentlig brug for en praktisk familiebil, MEN du kan og vil ikke give slip på, at rigtige biler er hurtige biler. Velkommen til alverdens drengeværelser op igennem 80’erne og 90’erne med ninja-sværd og sorte masker. Nu også som bil. Vi kan godt lide den. Så er det sagt. Den er flot og kører skarpt. Cupra Tavascan er den frække udgave af VW ID. 5, en mellemklasse SUV med 5 års garanti fra Cupra med hovedkontor i Barcelona. Teknisk set, så er Tavascan baseret på MEB-platformen og deler dermed teknik med familiemedlemmer som VW ID. 4/ID. 5, Skoda Enyaq og Audi Q4. Og det på godt og ondt. Mest godt.

Fronten med de sportslige kurver og de trekantede lygter og den coupeformede bagende med det lysende cupra-logo er vellykket. I kabinen skiller det Y-formede midterpanel med slangeskindsmønster sig ud. Og mere spændende end decideret praktisk er det. For eksempel er havariblinket placeret på en måde, så man let kommer til at aktivere det ved en fejl. Vi har også de samme ærgerlige blanke berøringsfølsomme knapper i rattet og spare-knapperne til sideruderne i førerdøren, som vi kender fra ID-bilerne. Men placeringen af gearvælgeren er lige der, hvor man skal bruge den bag rattet. Og skærmene er flotte og reagerer hurtigt. Der er virkelig kommet styr på softwaren i folkevognskoncernen efterhånden. Noget som fungerer eksemplarisk er evnen til at planlægge ladestop på de længere ture og muligheden for at ændre de enkelte ladesteder nemt.

Ellers så er der tale om et valg mellem de kendte motorer på hhv. 286 hk for baghjulstræk og 340 hk for udgaven med firehjulstræk. Førstnævnte vil være mere end rigeligt for de fleste. Men udseendet kalder alligevel lidt på firehjulstrækket med det faste vejgreb som følger med. Og nu vi er ved køreegenskaberne, så ​ er undervognens opsætning i VZ-udgaven, som vi testede, bestemt sportslig og vellykket, men ikke så hård, at den ikke kan passere som familiens eneste bil. Så skal man bare holde sig fra at trykke på “Cupra”-knappen på rattet, som sætter bilen i en tilstand, hvor speederen reagerer ualmindeligt prompte.

Batteriet er det kendte 77 kWh netto og giver Tavascan VZ en WLTP rækkevidde på 512-522 km, mens den baghjulstrukne klarer 542-568 km med samme batteri. DC opladning sker med op til 1​35 kW.

Tavascan fremstilles i Kina (på ​en V​W fabrik), ​og ​straffes ​derfor med ekstra importtold på 21 pct. Priserne ligger i øjeblikket fra 299.995 kr. til 324.990 kr.

Tag med på udflugt i Cupra Tavascan VZ Adrenaline, 4×4 340 hk

Ps. For nørderne er her en grundig gennemgang af infotainmentssystemet.

Born to beat ID.3

En bedre udgave af ID.3 er født

Born er navnet på Cupras nye el-bil bygget efter samme tekniske skabelon som VW ID.3. Men på trods af, at Cupra Born deler batterier, motorer og udstyr med VW ID.3, så er Born helt sin egen. Designet udvendigt er langt mere sportsligt. Og indvendigt der kommet gode materialer og sæder. Køreegenskaberne er der også blevet skruet på. Undervognen er sænket en smule og styringen strammet op, så born er ganske sjov at køre. Men tag ikke fejl, Born er ikke en sportsvogn, men en køreglad familiebil. Der er mere plads i kabinen på grund af elbils-konstruktionen, end man lige skulle tro. Garantien er 5 år, og prisen er lavere end for en tilsvarende VW ID.3. Selv om der er ting, som ærgrer os ved Born, så vil vi ikke tøve med at udråbe Born til en klar vinder blandt el-biler i C-klassen i 2022.

Se vores anmeldelse af Cupra Born High, 58 kWh, 204 Hk. 421 km efter WLTP til 299.990 kr.

Cupra Leon Sportstourer e-HYBRID 2021

Spansk løve forvandlet til ninja

Bilreview har været fan af Leon i længe. Seat har nemlig leveret lidt bedre køredynamik og lidt flere kræfter, end man man kunne få med en VW Golf GTI og det i en bedre udseende indpakning og til en lavere pris. Så kunne man godt leve med at kabinen var en tand mindre lækker.

Nu om dage er Cupra et udbryder-mærke fra Seat som skal lave de mere sportslige biler, og Cupra Leon e-Hybrid er deres tredje bil efter den heftige Cupra Ateca og den populære SUV Cupra Formentor – alle bilerne på samme vellykkede tekniske platform som Golfen.

Cupra Leon eHybrid er en plugin-hybrid med en kombination af en 1.4 liters turbo-benzinmotor der yder 148 HK og en elmotor der sutter på et 12,8 kW batteri og tilsammen yder de 245 HK. Så vejer bilen også knap 1600 kg. Rækkevidden på el alene er knap 50 km, og 0-100 km/t klares på 7 sekunder.

Prisen er 340.000 kr. for stationcarudgaven eller 330.000 kr som almindelig hatchback. Det er lidt dyrere end søstermodellen Seat Leon som fås fra 300.000 kr. og Skoda Octavia Combi iV som kan fås fra 320.000 kr. Men de har med deres implementering af hybridteknologien “kun” 204 HK og en del mindre udstyr som standard. Så Cupra’en ligner på papiret det bedste tilbud.

Vi har prøvekørt bilen i en uges tid. Se vores anmeldelse af CUPRA Leon Sportstourer e-HYBRID