Gode alternativer til Tesla Model Y
Danmarks bedst sælgende bil er en elbil, og det er vel nok en fantastisk nyhed! Der er tale om den store Tesla Model Y, som har fået prisen sat ned et par gange og nu fås fra 375.000 kr. med baghjulstræk og 455 km WLTP og 433.000 kr. for long range udgaven med firehjulstræk og 533 km WLTP. Det er en potent bil med et stilrent design, som man helt sikkert skal prøve, hvis man overvejer en ny bil i D-klassen. Og så skal man lige huske at prøve et par alternativer, inden man træffer sit store valg. For man kan godt sidde og forelske sig bag skærmen, men blive overrasket over, hvor forskellige bilerne faktisk er, når man prøver dem. Der er fordele og ulemper ved alle biler. Og personlig præference. Bedst er det at lave aftale med forhandlere om at prøve forskellige biler samme dag, som man har oplevelserne af de forskellige biler i frisk erindring.
Vi har valgt at tage et kig på to oplagte alternativer til Tesla Model Y, som vi synes, du skal tage med i dine overvejelser. De har helt sammenlignelig rækkevidde og pris som Tesla’en.
VW ID.5 er den første, du skal kigge på, for den er bygget på den yderst velkørende MEB-platform med god plads i kabinen. Her sidder du højere end i de to andre biler, og du har også bedre udsyn, så det er let at få en fornemmelse af, hvor du har bilen henne. Sammen med en god venderadius er det med til at gøre ID.5 let at parkere på trods af størrelsen. Og endelig så skal du prøve den fordi den, sammen med de andre ID-biler, har et af de bedste aktive køreassistent-systemer, som vi har prøvet. Så husk at prøve en udgave, som har “Travel Assist”.
Kia EV6 skal du prøve fordi den kører utroligt godt og lader hurtigere end de fleste andre biler med sit 800V system. Op til 240 kW kan den lades med. Den ligger lavere og det hele er lidt mere sportsligt indrettet, samtidig med at der er god plads i bilen. Bilen udmærker sig desuden ved at have frunk foran, hvor man kan opbevare bl.a. ladekabler, og den har indbygget stikkontakt til 220V, hvor man kan trække op til 3600W. Kia har som altid hele 7 års garanti. Kia EV6 blev kåret som årets bil i Europa 2022.
Men så er der lige det med ventetiderne, og hvor tålmodig en sjæl man er. Tesla Model Y kan typisk leveres på 1 – 2 måneder afhængig af konfiguration. VW ID.5 skal man regne med at vente ca. 6 måneder på, og en Kia EV6 skal man nok vente over et år på. Men så er der brugtmarkedet, og i øvrigt forandrer leveringstiderne sig også. Så spørg omkring.
Se med når vi sammenligner VW ID.5 og Kia EV6.